logo

10 brændende spørgsmål om Six Sigma


1. Hvad er grundtanken i Six Sigma – kort fortalt?
2. Hvad kan jeg forvente at få ud af arbejdet med Six Sigma?
3. Kan Six Sigma anvendes både i produktions- og servicevirksomheder?
4. Hvad er forskellen på Lean og Six Sigma?
5. Hvordan supplerer Six Sigma ISO?
6. Skal de forskellige bælter tages i rækkefølge, eller kan de tages uafhængigt af hinanden?
7. Hvem henvender de forskellige bælter sig til?
8. Er der særlige organisatoriske overvejelser, jeg/virksomheden skal gøre, inden igangsætning af et Six Sigma projekt?
9. Er Six Sigma et ledelsesværktøj eller et projektledelsesværktøj?
10. Kræver arbejdet med Six Sigma særlige statistiske forkundskaber?

1. Hvad er grundtanken i Six Sigma – kort fortalt?
Six Sigma er en forbedringsmetode, der mindsker variation i virksomhedens leverancer og en ledelsesfilosofi, der hjælper virksomheden med at skabe vedvarende forbedringer og et øget kundefokus. Metoden sikrer, at nye tiltag er tilpasset virksomhedens strategi og at medarbejdernes kompetence løbende inddrages i effektivisering og forbedring af virksomheden. Det er en metode, som er/bør være forankret i topledelsen. Endelig bør det nævnes, at der som udgangspunkt sættes kroner og ører på alle gevinster.

2. Hvad kan jeg forvente at få ud af arbejdet med Six Sigma?

Du kan forvente:

  • At få en fokuseret og robust metode til at løse procesproblemer i din hverdag
  • En fælles tilgang til at løse problemer
  • Et fælles sprog, der gør det enkelt at forholde sig til kvalitet, processer og forbedringer
  • En værktøjskasse med mange delvist kendte redskaber, som hver især bidrager til at løse forskellige opgaver

Virksomheden kan forvente:

  • Mere robuste processer
  • Bedre kvalitet og derigennem gladere kunder
  • Færre omkostninger til dårlig kvalitet
  • Flere beslutninger træffes på reelle data frem for holdninger.

3. Kan Six Sigma anvendes både i produktions- og servicevirksomheder?
Six Sigma blev i sin tid udviklet af Motorola til at forbedre deres interne produktionsprocesser. Da General Electric siden hen tog metoden til sig, blev metoden imidlertid videreudviklet til også at omfatte en værktøjskasse, som kan hjælpe med administrative processer og processer til leverancer af serviceydelser. Six Sigma kan således anvendes af alle organisationer, der laver de samme processer mange gange. Sagsbehandling er et oplagt eksempel og derfor har bl.a. bankverdenen også taget metoderne til sig.

4. Hvad er forskellen på Lean og Six Sigma?
LEAN introducerer procestankegangen i virksomheden/organisationen og optimerer processerne ved at fjerne spild og skabe flow. Six Sigma har fokus på at fjerne variation. Det vil typisk betyde, at der allerede er veldefinerede processer. Begge koncepter tager konsekvent udgangspunkt i kundens krav og forventninger, som drives af forbedringerne. Billedligt talt kan man sige, at LEAN går i bredden, mens Six Sigma går i dybden af arbejdet med at forbedre processer. Endvidere vil det typisk være Six Sigma, som skal træde til, når der er problemer, hvor løsningen ikke er kendt.

5. Hvordan supplerer Six Sigma ISO?
ISO er først og fremmest et Quality Management System til at dokumentere kvalitet og evaluere organisationens overordnede kvalitetsindsats. Six Sigma supplerer ISO, da Six Sigma er en proaktiv kvalitetsmetode til at forbedre kvaliteten. Six Sigma kan hjælpe virksomheden med at leve op til deres fastsatte ISO-krav. Endelig vil en del af de nyere ISO certificeringer stille krav om faste metoder til løbende procesoptimeringer. Her er Six Sigma set anvendt i stadig flere organisationer.

6. Skal de forskellige bælter tages i rækkefølge, eller kan de tages uafhængigt af hinanden?
Der er 5 niveauer eller bælter, som kan suppleres med yderligere uddannelse, når man har opnået en passende erfaring. White Belts (WB) og Yellow Belts (YB) er to forskellige niveauer for en generel introduktion til Six Sigma. Deltagere på disse to niveauer arbejder typisk med projekter, hvor de bidrager med deres faglige viden, viden om processer, indsamling af data og gennemfører selve implementeringen af forbedringen.

Deltagere på Green Belts (GB) og Black Belts (BB) leder typisk forbedringsprojekter i deres virksomhed – og kan bruge Six Sigma værktøjskassen på mange forskellige typer af opgaver. Forskellen er, at en BB har mere uddannelse – som regel i de statistiske værktøjer og i det at forandre og lede tværorganisatoriske forbedringer.

Endelig er der Master Black Belts (MBB). MBB er typisk defineret som en erfaren og kompetent BB, som arbejder fuld tid med metoderne, undervisning, coaching af Green Belts og Black belts. Endelig vil de også typisk rådgive ledelsen om Six Sigma. MBBs har som regel også yderligere statistisk træning samt et godt kendskab til en række andre muligheder for anvendelse af Six Sigma.

7. Hvem henvender de forskellige bælter sig til?
Der er ikke nogen entydig opdeling. Six Sigma som metode kan – og skal – ikke fastlåses til virksomhedens funktioner eller selve organisationsstrukturen. Selvom det er en proaktiv proces- og kvalitetsforbedringsmetode er den ikke kun relevant for kvalitetsafdelingen og medarbejderne i samme. Det er en filosofi og metode, som er relevant for alle medarbejdere i virksomheden, på tværs af funktioner. White Belts henvender sig til alle i virksomheden, så de har en grundliggende forståelse for metoden. Yellow Belts henvender sig til dem, som bliver mere involveret i forbedringsprojekterne. Og endeligt retter Green Belt og Black Belt sig mod dem, som gerne vil lede og arbejde aktivt med værktøjskassen – både på konkrete projekter, men også som en del af det daglige arbejde.

8. Er der særlige organisatoriske overvejelser, jeg/virksomheden skal gøre, inden igangsætning af et Six Sigma projekt?
Umiddelbart nej. Det at lave et Six Sigma forbedringsprojekt kan laves i en hvilken som helst organisation. At gennemføre et enkelt projekt er faktisk set som en typisk metode til at tjekke om Six Sigma overhovedet kunne være vejen frem for ens egen virksomhed.

Tænker man på at begynde en egentlig Six Sigma implementering kan det naturligvis være en fordel, hvis organisationen har et nogenlunde kendskab til egne processer. Det kan typisk ske både ved at anvende LEAN, ISO eller andre lignende tiltag.

Sat lidt på spidsten, så skal organisationen måske være klar til – eller trænge til en kultur, hvor forandringer i høj grad besluttes på baggrund af facts og med udgangspunkt i kundens krav. Hvis virksomhedens processer har kvalitetsproblemer eller kører med høj variation, er Six Sigma det indlysende svar.

9. Er Six Sigma et ledelsesværktøj eller et projektledelsesværktøj?
Det er både en meget omfattende forbedringsværktøjskasse OG en egentlig ledelsesfilosofi. Når en virksomhed går i gang med at bruge værktøjskassen vil det være mest optimalt samtidigt at bekende sig til de grundlæggende tanker i Six Sigma om kundefokus, og konstant forbedringsarbejde på baggrund af statistisk databehandling.

10. Kræver arbejdet med Six Sigma særlige statistiske forkundskaber?
Nej, men egentlige Six Sigma projekter kan nogle gang indeholde statistiske udfordringer i analysefasen. I træningen til GB og BB vil derfor blive brugt den nødvendige tid på statistiske værktøjer, så deltagerne bliver klædt på til opgaven.